23948sdkhjf

Lukker sin utrolige butik: - Næsten ligeså stort som at vinde selv

Med udgangen af august lukker Carsten efter 35 år bag disken

Det er lidt af en institution, der trækker stikket, når sidste kalenderblad vendes for august måned.

I 35 år har døgnkiosken i Tårs været en del af gadebillet i byen, men indehaveren - Carsten Andreasen - oplyser, at sidste åbningsdag er 31. august.

I begyndelsen drev han og fruen Bodil butikken som en lille købmandsbutik, men siden har den udviklet sig til en kiosk, hvor spil har fyldt meget - og det er da også derfor, at den har fået et ry ud over det sædvanlige.

Carsten Andreasen har nemlig udklækket intet mindre end syv Lotto-millionærer gennem tiderne.

- Hvis du spørger Danske Spil, så vil de nok sige, at det er den kiosk i landet - i forhold til byens indbyggertal på 1800 - der har haft de fleste vindere, siger Carsten Andreasen.

Den største af gevinsterne gennem tiderne er 158 millioner kroner til en heldig spiller i Viking-Lotto.

Der har også været gevinster på eksempelvis 9,5 og 3,5 millioner kroner i Lotto - men også nogle "almindelige" millionær-gevinster.

- Når jeg har fortalt folk, at de har vundet, så er det næsten ligeså stort som at vinde selv, lyder det med et smil fra Carsten Andreasen.

177 kvm beboelse

Selv spiller Carsten Andreasen ikke meget Lotto - og når det gælder om at afhænde butikken og ejendommen har han heller ikke haft meget held i sprøjten.

Ejendommen med butik har været til salg i et par år uden resultat, hvorefter den igen blev pillet af markedet.

- Der var faktisk interesse, men de kunne ikke få det finansieret. Nu ryger det til salg igen med en tom butik, men med 177 kvadratmeter beboelse, hvor jeg og Bodil bliver boende, indtil det en dag bliver solgt, siger Carsten Andreasen.

Carsten Andreasen stammer fra Børglum, mens hustruen oprindeligt er fra Vrå - men den dag ejendommen sælges, er der en klar plan.

- Det er jo i Tårs, at vi kender folk - så der vil vi gerne blive. Vi skal ikke op i et villa-kvarter i Hjørring, hvor vi ikke kender naboerne, slår Carsten Andreasen fast.

Han skal også tænke lidt over, hvad fritiden skal bruges til.

- Jeg har arbejdet 80 timer om ugen, så jeg har ikke rigtig haft tid til fritids-interesser. Det bliver i hvert fald ikke golf - men mon ikke jeg skal ud med en fiskestang, funderer Tårs' svar på Lykkens Gudinde.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.708